Midten af det 19. århundrede var i høj grad præget af inddæmningstanken. Især Holland stod i spidsen for enorme inddæmninger, hvor landvindingen arealmæssigt svarede til et område, der var større end Sjælland. Rundt omkring i Danmark blev der imidlertid også foretaget mange inddæmninger.

Sidingefjord og Svinninge Vejle fjordarm
I 1841 påbegyndtes inddæmningen af den nordlige gren af Lammefjorden - Sidingefjord (afmærket med mørkegrøn på kortet). Et projekt, der kom til at strække sig over 40 år. Ligesom i Holland var staten ved dette projekt stærkt engageret, da Sidingefjord hørte under statens domæne. I 1852-54 blev Svinninge Vejle fjordarm (afmærket med lyseblå) inddæmmet, og i 1866 startede man på inddæmningen af Saltbæk Vig (afmærket med mørkeblå). Det var således ikke nogen ny tanke at inddæmme fjord- eller søområder, men udtørringen af Lammefjorden (afmærket med mellemgrøn) kom til at være langt den største.

Da inddæmningsprojektet ved Sidingefjord endte med at blive en bekostelig affære, blev staten herefter meget tilbageholdende med sin støtte til tørlægningsprojekterne. Pengene til udtørringen af Lammefjorden skulle derfor primært skaffes ved aktietegning. Med et anspændt dansk pengemarked i ryggen var de danske banker dog ikke særlige villige aktører. Det endte derfor med at pengene blev lånt hos de tyske banker, som havde nydt godt af den overordentlige store krigsskadeserstatning på 5 milliarder franc efter den fransk-preussiske krig.

I april 1873 påbegyndtes selve inddæmningen af Lammefjorden med Lensbaron G. F. Zytphen Adeler fra Dragsholm i spidsen som idémand.

September 1874 blev Audebodæmningen lukket, og januar 1875 påbegyndte man udpumpningen. Et halvt år efter var vandspejlet sænket 2,7 m, hvilket efterlod en stor sø, som efterfølgende blev omdrejningspunktet for den såkaldte fiskekrig, hvor nogle af de lokale beboere ikke ville acceptere et fiskeforbud på søen.  

I 1878 dør lensbaron G. F. Zytphen-Adeler, og landinspektør L. Bentzon indtræder i hans sted. Samme år blev der foretaget en vurdering af det udtørrede område og lavet en fordeling af vedligeholdelsesomkostningerne for alle parceller i Lammefjorden (baseret på parcellernes størrelse og ydeevne). Det førte til stiftelsen af Lodsejerlaget i 1879, og den dag i dag er alle parcellerne i Lammefjorden pålagt en afgift til vedligehold af pumpestationen, kanalerne, digerne og dæmningen, som holder Lammefjorden tør

Hele udtørringsprojektet af Lammefjorden varede over et halvt århundrede. Hvert år blev de igangværende projekter forsinket med vinterens komme, når frosten gjorde det umuligt at arbejde med jorden. I forbindelse med de 2 Verdenskrige var der også forsinkelser, foruden de løbende økonomiske vanskeligheder, overskridelse af budgetter, og ikke mindst uenighed samarbejdsparterne og de forskellige interessenter imellem. Gennem de mange årtier blev der desuden foretaget løbende udvidelser af grøfter og kanaler, forbedring af pumpestationen og ikke mindst dæmningen. I 1943 var hele Lammefjorden endelig forvandlet til land.

Arbejderne på inddæmningsprojektet

I begyndelsen af inddæmningsprojektet, midten af 1870’erne, var arbejdsstyrken oppe på adskillige hundrede mænd. Mange af arbejdsmændene var løsarbejdere og kom fra hele Danmark. En del havde tidligere arbejdet ved fx jernbanen, mens andre kom fra de jyske brunkulslejrer. Det var som regel folk fra dårlige kår, og indtagelse af spiritus var af mange en daglig forseelse for at kunne udholde det opslidende arbejde (mellem 13-15 timer om dagen), de dårlige boligforhold og den usle løn (1-2 kr. om dagen).

Bosættelse af Lammefjorden
På det første kort over den tørlagte fjord, som viser bebyggelse (fra 1887), er der i alt 34 huse og 11 bygningskomplekser bestående af 2 længer. Husene var ikke halm- eller jordhytter, som det ellers så ofte er antaget med henvisning til et ofte brugt billede af familien Andreasen (en af de første nybyggerfamilier på Lammefjorden) med deres halmhytte i baggrunden. Derimod var husene faste, ofte bygget af sten, da der var rigelige mængder af disse på den tidligere fjordbund.
Indvandringen og bosættelsen af Lammefjorden foregik over mange årtier fra hele landet, og der var flere forskellige grunde til, at folk kom til det, i begyndelsen, ugæstfrie sted. En af grundene var, at mange folk i slutningen af 1800-tallet levede under trange kår, og måske endda havde sociale eller økonomiske problemer som fx gæld. Andre indvandrere havde hørt historier om havren, der næsten stod 2 meter høj på den ny vundne Lammefjordsjord, mens andre igen ønskede at bosætte sig nær højskolerne - af idealistiske grunde. Perioden var generelt præget af udvandringstanken – dét at kunne starte på en frisk! Nogle greb drømmen og udvandrede til Amerika, mens andre kun havde råd til en rejse til den mere jordnære Lammefjord. For dem alle gjaldt dog håbet om at få et bedre liv.

Pumpestationen 
- Omkring 1874-75 opførtes et maskinhus nær Audebodæmningen til de 5 dampmaskiner og tilhørende 6 kedler og 10 snegle, der skulle pumpe Lammefjorden tør.
- I begyndelsen af 1900 tilføjes 3 vindmotorer.
- Efter en stor storm i 1921 tages 2 nye, store vindmotorer i brug. I det lange løb er vindmotorerne dog for ustabile og vejrafhængige.
- 1926 bygges en ny pumpestation, og en elektrisk centrifugalpumpe, på tidspunktet landets største, erstatter det gamle dampmaskineanlæg og tilhørende snegle. Pumpen er stadig aktiv den dag i dag.
- 1939 udbygges pumpestationen, og 2 nye elektriske pumper tilføjes. Disse blev udskiftet i 2004, og de kan tilsammen pumpe 14.000 m³ vand i timen med en løftehøjde på 7,5 m. Hvis der er meget vand kan den gamle pumpe fra 1926 også tages i brug, hvilket giver yderligere 6.000 m³ i ydeevne.
Infrastrukturen på Lammefjorden var ikke særlig god de første mange år. Især om vinteren var jorden på den tidligere fjordbund våd. Den første større vej som blev anlagt, den senere Adelers Allé, var næsten ufremkommelig for tunge kørertøjer på denne årstid. Åbningen af Odsherredbanen i 1898 var dog med til at afhjælpe en del af dette problem. Omkring Fårevejle Station voksede efterhånden et lille bysamfund op, og jernbanen øgede både handels- og transportmulighederne betydeligt for lokal befolkningen.

Der var stor forskel på kvaliteten af den tidligere fjordbund. Den dårligste jord blev ofte udstykket i husmandslodder på 10-12 tønder land. Det gik ud over småkårsfolkene, som ikke havde råd til at købe større områder med bedre jord. Selvom de sled i det, måtte mange derfor lade jorden gå tilbage til sælger eller på tvangsauktion. I 1930’erne var den østlige del af fjorden stadigvæk ufremkommelig, især om vinteren, og i folkemunde blev området kaldt for ”Elendigheden” og ”Ørkenen”.
De nye beboere på Lammefjorden havde mange besværligheder at kæmpe med:

- En af dem var sandflugt. Ikke nok med at sandet fra den tidligere fjordbund fandt vej ind i husene, men det gik også ud over afgrøderne. Bl.a. gulerødderne led under blæsten, da de spæde skud blev skåret over af de skarpe jordpartikler, når vinden blæste. Et andet problem forårsaget af blæsten var, at dynd og sand lagde sig i grøfterne, som gang på gang måtte graves ud, for at være funktionsdygtige mht. at dræne jorden.

- En anden besværlighed var det dårlige drikkevand. Først senere hen, da dybdeboringer blev almindelige i stedet for brønde, slap især beboerne i den østlige del af Lammefjorden for halvdårligt brakvand.

- Pludselige tøbrud om foråret, efter stort snefald om vinteren, gav desuden gang på gang oversvømmelser på mange hundrede tønder land.

- Og så var der de voldsomme storme, hvor vandmasserne truede med at nedbryde dæmningen. Specielt ved en storm i 1921 var det næsten ved at gå galt, men takket være en massiv indsats fra fjordboerne, behøvede området ikke at blive evakueret. Flere familier havde ellers pakket deres ejendele og var klar til at tage fra deres hjem, hvis det viste sig at vandet ville oversvømme området. I 1953, efter endnu nogle faretruende storme, blev ydersiden af dæmningen mod havet cementeret og fyldt med store sten for at bryde bølgerne.
I dag er oversvømmelser efter vinteren og ved kraftig nedbør stadigvæk en risiko. Derfor bliver kanalerne i Lammefjorden renset for grøde et par gange om året. Som tiden går og den tidligere fjordbund bearbejdes, sætter den sig visse steder, hvilket kræver yderligere afvanding. Desuden gennemgås dæmningen hvert forår for at sikre, at den ikke forfalder.
Højskolerne
1903 oprettes den første skole på Lammefjorden. Efterhånden som elevtallet på skolen voksede, opstod der en splittelse i forældregruppen – den Grundtvigske tanke (Friskolens Efterskole, hvor mange af forældrene var tilknyttet valgmenigheden i Vallekilde) og Indre Mission (Den Lille Privatskole med tilknytning til Fårevejle Højskole – som blev bygget i 1907). De 2 skoler og deres tanker fik igennem tiden stor betydning for lokalområdet og indvandringen.
Dyrkning på fjorden
Da Lammefjorden efterhånden blev tørlagt i slutningen af 1800-tallet, fremstod den saltvandsvåde fjordbund først som en stor, flad og gold slette. Flere steder var den vanddrukne fjordbund fyldt med sten i alle størrelser og århundreder gamle egestammer. Så før indvandrene overhovedet kunne begynde at dyrke noget, krævede det foruden dræning et stort oprydningsarbejde. I begyndelsen var dyndjorden desuden så blød, at de lokale bønder måtte bruge stude i stedet for heste til dyrkningen, da hestene sank ned i jorden.

Kvaliteten af den tørlagte fjordbund var meget forskellig fra område til område. Den bestod af omkring 20 % lerjord, 30 % sandjord og 45 % dyndjord. Resten var blandingsjord. På størstedelen af fjorden lå der imidlertid et flere fods dybt dyndlag, dannet af vegetabilske og animalske stoffer, som gjorde bunden meget frugtbar.
Allerede i slutningen af 1870’erne blev der gjort enkelte forsøg på at opdyrke den tørlagte fjordbund med bl.a. fioringræs. I det efterfølgende årti forsøgte man sig også med havre, det endda med succes, men omkring 1890 lå størstedelen af det udtørrede område stadigvæk hen som enge og græsarealer.

Istiden

Efter istiden, hvor Lammefjordsbassinet blev dannet, var Lammefjorden bevokset med store egeskove. Disse forsvandt dog, da havet atter steg og blev i stedet for erstattet af store østersbanker, som med tiden også forsvandt, da havet steg yderligere.
I 1943 blev ’Lammefjordssøen’ endelig tømt, og Lammefjorden blev dermed helt udtørret. Den sidste opdyrkningsfase kunne begynde. En del af jorden var dog ikke egnet til dyrkning, det gælder fx store områder omkring Audebo. Den dag i dag ligger store dele af de privatejede områder uopdyrket hen, som en slags fugle- og plantereservater, der primært bruges til jagt.


Under 2. Verdenskrig blev der dyrket hamp på Lammefjorden. Hamp blev brugt til reb, tovværk og vævning af sejldug og hamplærred. Hampen havde også den fordel, at den som en af de eneste planter kunne tage kampen op mod ukrudtet, her tænkes især på de sejlivede kvikrødder.


Dyrkningen af raps og gul sennep blev også intensiveret under krigen, da frøene fra planterne blev brugt til oliepresning og presseresterne som dyrefoder. Af andre afgrøder, der i tidens løb har været afprøvet på Lammefjorden, kan bl.a. nævnes tobak, og i midten af 1950’erne blev der satset stort på løgplanter, især tulipaner. Et samlet areal, som end ikke Holland kunne matche, stod et par korte dage i foråret i fuldt tulipanflor (inden blomsten blev plukket af). Folk valfartede dertil, for at se det prægtige skue i sådanne mængder, at politiet til tider måtte sættes ind for at dirigere trafikken.
Lammefjorden bød dog også på andre naturlige ressourcer, som kunne bruges af beboerne eller sælges, som fx - tækkerør, fisk, vildt, sten, ler og østersskaller. I 1964 var de såkaldte skallebanker udtømt. Men indtil da havde opgravningen og forarbejdningen af gamle østersskaller på den tidligere fjordbund været en lukrativ forretning. De knuste skaller, som var et nødvendigt kalktilskud til æglæggende høns, eksporteredes til flere europæiske lande. Opgravningen skulle foregå om sommeren, men forarbejdningen på fabrikken i Fårevejle kunne udføres hele året.
I dag er Lammefjorden især berømt for sine kartofler, gulerødder (800 millioner pr år), asparges og andre grøntsager, som bl.a. bliver brugt i det nye nordiske køkken.  
Af Gitte Brink



Fakta om Lammefjorden
- I dag er Lammefjorden med sine 11.000 tønder land Nordeuropas største inddæmmede areal, svarende til 10.000 fodboldbaner.
- Den har ca. 40 km ringkanal med dige og over 50 km åbne og rørlagte vandløb.
- Audebodæmningen er 2260 m. lang og har 2 sluser, der fungerer som afløb for ringkanalen. Desuden er der en 3. sluse mod vest til Nekseløbugt.
- I dag bor der omkring 3.246 mennesker på den tidligere fjordbund, som ligger fra 0 -7,5 meter under dagligt vande. Og der ligger ca. 158 landbrugs-ejendomme på Lammefjorden.
I år 2020 er der ca. 450 landbrugs parter og
ca. 1300 by-sommerhus parter